Jeg hedder Emil Andersen og er uddannet ManuVision-kropsterapi med en baggrund i retorik og pædagogik. Ved siden af mit arbejde som behandler, er jeg også ansat som lektor på pædagoguddannelsen.

Jeg kom første gang i kontakt med ManuVision i 2007, efter jeg brækkede mit håndled 11 steder og fik en operation med en titaniumskinne. En ven gav mig et tip om at få en kropsbehandling – for at løsne op i arvævet og ikke at få varige mén. På det tidspunkt spillede jeg også trommer hele tiden og var villig til at gøre alt, hvad der kunne hjælpe mig.

Behandlingen var en stor oplevelse for mig. Mest fordi behandleren ikke kun arbejdede med min arm og mit håndled, men tog afsæt i hele min krop. Den skabte ikke kun mere bevægelighed i håndleddet, men fik mig også ind i en kropslig ro, som jeg på det tidspunkt ikke havde mærket længe (hvis nogensinde).

I dag ved jeg, at behandleren også arbejdede med det chok, min krop havde været udsat for – både ift. selve ulykken (faldet), og kontroltabet ved at få en operation i fuld narkose.

Efterfølgende startede jeg på et af ManuVisions træningshold og fortsatte med det de næste 15 år. Flere år senere valgte jeg også at tage selve uddannelsen som kropsterapeut.

Dér hvor ManuVision som behandlingsform – efter min mening – giver mest mening, er i de situationer, hvor man pludselig (eller over tid) oplever at gå i stykker.

Med dét mener jeg både en konkret fysisk ulykke (som med mit håndled) – og den efterbehandling, der kan være brug for.
Men også dét at miste kontrollen med sig selv på en negativ måde, – som kan opleves som om, at man nærmest falder fra hinanden.
Den følelse havde jeg fx, da min far for nogle år siden døde efter et svært og langt sygdomsforløb; da mit barns mor og jeg gik fra hinanden, og da jeg for år tilbage oplevede at få stresssymptomer i forbindelse med mit arbejde som underviser.

Fælles for de tre episoder er, at jeg hver gang har forsøgt (og fået hjælp til) ikke kun at tænke mig ud af svære situationer, men også at tage min krops måde at reagere på seriøst. Det lyder måske banalt, men det hjælper.

   
Når jeg arbejder med mine klienter, er det derfor også med afsæt i kroppen. Ikke at vi ikke må tænke. Men det hjælper at få tankerne ned i tempo for en tid: Så man får plads til at mærke og forstå sig selv ud fra et sted, hvor ens krop også får en tydelig stemme.